Fra travlhed til ro i hoved og krop på arbejde
Gennem enkle tiltag i arbejdsdagen kan medarbejdere i en dagligvarebutik få plads til ro og hvile, så de føler sig mindre udmattede efter arbejde.
En arbejdsdag præget af travlhed og mange mennesker
Frederikke arbejder i en dagligvarebutik, hvor hun det meste af tiden sidder ved kassen og betjener butikkens mange kunder.
Der er altid mange mennesker i butikken og en konstant baggrundsstøj fra kunder, højtalere og alarmer. Derfor plejede Frederikke ofte at gå hjem fra arbejde med følelsen af at være drænet og sjældent have fysisk eller mentalt overskud.
Booster-breaks gav ro og overskud
For at gøre arbejdsdagen sundere indførte dagligvarebutikken, hvor Frederikke arbejder, en række enkle tiltag, der gav Frederikke og hendes kolleger mentale afbræk i løbet af arbejdsdagen.
Og det var lige dét, Frederikke havde brug for i en arbejdsdag omgivet af mange kunder, lyde og indtryk. Kort efter, at tiltagene blev indført, oplevede Frederikke allerede mere energi efter arbejde. Tiltagene kaldes Booster-breaks, og er skræddersyet til Frederikke og hendes kollegers behov og hverdag. Booster-breaks består af korte pauser med frisk luft og ro til både hoved og krop. Pauserne tages alene og uden brug af telefoner – gerne tre gange ugentligt.
Udover Booster-breaks er der også blevet etableret stillezoner i dele af pauseområdet, hvor Frederikke og hendes kolleger nu kan trække sig tilbage og finde ro.
Sådan fandt dagligvarebutikken frem til løsningen
For at skabe en sundere hverdag i dagligvarebutikken, arbejdede lederne sammen med Frederikke og hendes kolleger for at finde frem til hvilke greb, der kunne gøre en forskel.
For at få svar, kortlagde de først, hvordan deres arbejdsdag så ud. Her svarede medarbejderne på:
- Hvilke arbejdsopgaver fylder mest i din hverdag?
- Hvordan er fordelingen af arbejdsopgaverne i din hverdag?
- Hvordan påvirker arbejdsopgaverne dig mentalt, socialt og fysisk?
Frederikke svarede for eksempel, at opgaver med kundekontakt og baggrundsstøj fyldte meget i hendes hverdag – og tilbagetrukne opgaver med ro og tid til at fokusere fyldte markant mindre. Samlet påvirkede fordelingen af arbejdsopgaver hendes mentale energi negativt.
Frederikke var langt fra alene om at have denne oplevelse af arbejdet i dagligvarebutikken. Derfor blev fokus rettet mod at skabe mere ro og mental hvile i løbet af arbejdsdagen. I en travl dagligvarebutik er det imidlertid en udfordring at finde plads til dette. Løsningen blev at se nye muligheder i de faste pauser og på afdelingsniveau prioritere nogle af dem til hvile og mental genopladning.
En Sundhedsmiljø-indsats
Casen er et eksempel på, hvordan arbejdspladser med tilgangen Sundhedsmiljø kan skabe en balance i arbejdsdagen, der gør det sundere at gå på arbejde – både fysisk, mentalt og socialt.
Dette er en fiktiv beskrivelse af, hvordan en Sundhedsmiljø-indsats kan se ud på en arbejdsplads.
Eksempel: Sådan kan en Sundhedsmiljøindsats se ud
Casen er et eksempel på, hvordan en Sundhedsmiljøindsats i detail-branchen kan struktureres. Eksemplet er lavet med afsæt i et Sundhedsmiljøprojekt, som NFA lavede i 2023-2024. Det betyder, at der er søgt inspiration hos en virkelig arbejdsplads, men det er en fiktiv skildring af medarbejderen Frederikke.
Kom i gang med Sundhedsmiljø
-
I Sundhedsmiljø er både medarbejdere, ledere og organisationen som helhed involveret. Sundhedsmiljø handler om at skabe en fælles kultur for det sunde gode arbejdsliv på tværs af organisationen.
På Frederikkes arbejdsplads var det vigtigt, at både ledere og medar-bejdere blev informeret om indsatsen, og havde medbestemmelse i udviklingen af indsatsen. På den måde sikrede arbejdspladsen, at indsatsen passede til alle i organisationen.
-
I stedet for kun at reducere risikofaktorer i arbejdet, handler det om at planlægge og organisere arbejdet, så medarbejderne oplever en sund lige tilpas påvirkning i de fysiske, mentale eller sociale aspekter i arbejdet.
For Frederikke var en lige tilpas arbejdsdag for eksempel, at hun fik lov til at nyde det sociale samvær med sine kolleger, skifte mellem fysisk og mentale hårde arbejdsopgaver samt have pauser med ro til både krop og hoved.
-
Sundhed skal opstå gennem selve måden, arbejdet organiseres og udføres på – uden at tage tid væk fra arbejdsopgaverne.
På Frederikkes arbejdsplads blev Booster-breaks integreret i nogle af medarbejdernes normale planlagte pauser. Med Booster-breaks fik medarbejderne pauser med frisk luft og ro til både hoved og krop.
-
Sundhed skal integreres i strukturer på arbejdspladsen og ikke være afhængig af den enkeltes motivation, ressourcer eller lyst.
På Frederikkes arbejdsplads var det vigtigt, at både ledere og medarbejdere tog ansvar for, at Booster-breaks blev en del af arbejdsugen, så det ikke alene var op til den enkelte medarbejder at afholde pauserne.