Spring over hovedmenu

Hvad er Sundhedsmiljø?

Sundhedsmiljø er en strukturel og helhedsorienteret tilgang til at organisere og udføre arbejdet, så det bliver lige tilpas og styrker fysisk, mental og social sundhed.

En strukturel tilgang

En strukturel tilgang betyder, at fokus rettes mod arbejdets rammer, organisering og indhold. Det handler om, hvordan arbejdet planlægges, fordeles og udføres, så arbejdsforholdene i sig selv understøtter medarbejdernes sundhed. Sundhedsmiljø skal derfor ikke være afhængigt af den enkelte medarbejders ressourcer, motivation eller aktive tilvalg, men være en naturlig del af hverdagen på arbejdspladsen.

En helhedsorienteret tilgang

En helhedsorienteret tilgang betyder, at sundhed forstås bredt. Sundhed handler ikke kun om fravær af sygdom, men om fysisk, mental og social velvære – og om medarbejdernes muligheder for at bevare og udvikle deres sundhed gennem arbejdslivet.

Nøgleprincipper for Sundhedsmiljø

Lige tilpas tilgangen

Centralt i Sundhedsmiljø står princippet om lige tilpas. Lige tilpas handler om at organisere arbejdet, så forholdene hverken bliver for meget eller for lidt, men passende i forhold til at styrke fysisk, mental og social sundhed. Det kan handle om variation i arbejdsopgaver, indflydelse, samarbejde, ansvar, tempo og mulighed for restitution. Hvad der er lige tilpas, kan variere mellem arbejdspladser, faggrupper og medarbejdere, og må derfor altid forstås i relation til den konkrete arbejdspraksis.

Sundhedsmiljø handler ikke om at kategorisere arbejdsmiljøfaktorer som entydigt gode eller dårlige. Direkte sundhedsskadelige forhold kan dog ikke være lige tilpas og skal fortsat forebygges og håndteres som en del af det almindelige arbejdsmiljøarbejde.

Målsætning

Sundhedsmiljø bygger dermed oven på fundamentet fra det forebyggende arbejdsmiljøarbejde. Hvor det forebyggende arbejdsmiljøarbejde grundlæggende handler om at organisere og tilrettelægge arbejdet, så medarbejdere ikke kommer til skade eller bliver syge, har Sundhedsmiljø en mere ambitiøs målsætning: at arbejdet i sig selv skal styrke medarbejdernes fysiske, mentale og sociale sundhed.